220
I de lange mørke Eftermiddage, medens kun
Tyristikken lyste fra Skorstensmuren i Kjøkkenet
paa Folkenes Arbeider, sad Fruen og Døttrene om
et Talglys inde i Stuen og sømmede og nøstede
Garn og spandt. Man overlagde derunder, hvad og
hvormeget der skulde slagtes, hvad bages, hvad
brygges under Jul.
Og saa kom jo Kapitlet om Julegjæsterne, — hvilke Venner, Jess skulde tilskrives om at invitere ... Kanske fik ogsaa Christiane Gjedde Lov til at komme op i Julebesøg, naar Mor lod Jess udtrykkelig gaa op til Oberstens med en egenhændig Indbydelse ... Groth var naturligvis Julegjæst. — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— En af de raakolde Morgener kom Rein ned fra Smaaskogen ovenfor Huset. Han svingede med en Rognbærdusk og holdt et Knippe Kramsfugl op for Merete, som var paa Vei til Rulleboden.
„Se her, hvad jeg har udrettet paa Morgenstunden,” raabte han, — „før jeg nu skal kjøre ud i videre onde Forretninger mellem Menneskene.”
„Se her” ... han holdt Rognbærbusken op imod hende, — „den der — og to, tre slige røde Duske til — har fristet disse stakkars syv Fugle ... Jeg stod og saa paa og iagttog, da den sidste her kom i Donen. Den hoppede først til og flyttede sig saa fra udover paa Grenen, — fløi saa en Sving bort og tittede paa det fugtige røde. Den formelig stred med sig selv, — led tilslut, saa Øinene blev smaa og Gabet hæsede aabent, indtil den med ét blindlings styrtede sig igjennem Hestehaarsløkken, — akkurat som vi Mennesker! ... Det er lidt af Naturforskeren i mig, ser De!”
„Afskyeligt” — skjændte Merete. „Bring dem straks ind i Kjøkkenet, hører De. Det er bare ondt at se paa de stakkars smaa Dyrene, som endnu er ganske varme.”
