219
egentlig sov, det —. Og for Krop han maatte ha at disponere over! ...
Men Kontortiden holdt han pedantisk, omkap med Henschien. Og dog, — Henschien blev ved sit: — Rein var ikke Forretningsmand, — det var en Følelsessag at være det! Men vistnok var han et saa godt Hode, at han kunde klare ogsaa den Side, saa han af og til endog hidsede Kvigstads Ærgjerrighed til at opvise Mirakler. Men hans egentlige Tanke var ikke der, var borte i baade Skog og Elv. Saa, naar han sad og grublede, saa var det nok mest paa Tiur og Ørreten og ikke paa Lovbogen, — paa, hvor han skulde ta Veien, naar han om Kvælden istedetfor at komme til Aftensbordet gik i Spiskammeret og fik de sammenlagte Smørrebrød med sig.
— I denne Senhøstens Tid havde Fruen og Døttrene alle Hænder fulde med det, som skulde bestrides og ordnes og betænkes, før Vinteren og al Julestudsen kom paa.
Det lange rødmalede Kjøkkenbord var tæt besat til alle de mange Maaltider af Gaardens Husmandsfolk, store og smaa.
Linet var tørret og hæklet, Kornet tærskedes paa Laaven. Og nu ramlede det Dagen lang af, at Potetesen kjørtes ind og styrtedes ned i Kjælderen.
Medens en af Døttrene havde Husholdningsugen, sad to vekselvis ved Væven for at faa det ny rudede vakkre Hverken til Kjoler færdig til Vinteren. De andres Sag blev alle Husets ydre Arbeider samt at faa istand Vægerne — tykke for det indvendige Brug og tynde for Lygter og det udvendige — til den forestaaende vidtløftige Lysestøbning.
