217
bli som en luftet Stue indvendig!” — undslap det Rein halvt hen til Merete. Hun sad der paa en Barneskammel og krammede op Papir til Lysemanchetter med en Kniv.
Han smilte til hendes forundrede Mine ... Igjen noget uforstaaeligt Tøv, han kom med!
„Kan De tænke Dem én, som aldrig har havt nogen at snakke med og aldrig kan faa nogen heller?” spurgte han pludselig dystert.
„De ser saa forskrækket ud? Ne—i, jeg har ikke stjaalet eller stukket Ild paa noget Hus eller myrdet heller,” lo han.
„Jeg skal engang ha havt en liden Søster” ... yttrede han hensunken, — „og jeg har altid tænkt mig, at, om jeg havde havt hende at snakke til, saa —. En slig unbefangen én, — som sa „Fy!” til én og fik saadanne retfærdige, strenge Øine, — og kunde true Vilddyret i én ... Det sker ikke med Visdom og smukke Argumenter det, skal jeg sige Dem, Jomfru Merete ...”
Merete vidste ikke hvorledes ... Men det var, som om hun mildt og uden Skræmsel var ført hen til at sidde og samtale med den stille sorgfulde Mand, hun havde set for sig just der paa Stolen den Aften ...
Det var nu som da, at han ligesom forstod, hvad hun tænkte —
Blev Sankowitz end selv af og til noget „schrechlich” med sine ingen Anledning eller Ikke-Anledning forsmaaende Udbrud og Gjentagelser om Paalen, — saa var han dog en velsignet beleilig Mand at have i Huset just nu i denne Misstemningens Tid.
I de Klavertimer, han gav Døttrene om Formiddagen, vidste de saa sikkert, som at Klokken
