216
snakker ud i Luften! — Engang rørte Far ikke ved Fiolinen paa seks Uger, husker I, hvor forfærdeligt her var — rent stumt.”
„Dernede staar Mor lige trøstig hun og beser Havegjærdet, hvorlangt det er kommet idag,” smaalo Marianne. „Hun vil nu ikke ha det ugjort alligevel ...”
Inde fra Stuen hørte de alt Sankowitz gjøre nogle Løb henover Klaveret og begynde at fantasere ...
De listede didind den ene efter den anden.
Sorenskriveren havde trukket Lænestolen hen i den dunkleste Krog, og det lyste engang imellem nede ved Gulvet fra den lange Merskumspibe, naar han, efter at være hensunket i Forglemmelsens Nirwana, atter med nogle dybe Drag livede den op.
Sankowitz var mærkelig iaften!
Der gik underlige Ting og Fantasier over Klaveret. Det var ikke til at forglemme, naar han saadan sad og nynnede saagodtsom uden Stemme og akkompagnerede til — —
Sorgfulde, slavisk stemte Naturtoner, — klagende — længtende ...
Det steg og faldt, — snart usigelig blødt og lindt, — snart som Vinden suste og sukkede og stønnede med Regn af Graad over endeløse vide Sletter ...
Sankowitz’s indre legte i hans Hjemlands Stemninger ... Der taltes som med fremmede Tunger ...
Han sad nu bagoverlænet paa Stolen, som han fortsatte at se ind i noget, og der blev stille i Stuen.
Marianne var henne ved Bordet og pudsede Lysene, der havde faat lange Tander. Og man begyndte at meddele sig og smaasnakke omkring i Stuen ...
— „Lykkelig en saadan Musiker, som kan tale ud og meddele sig til hele Verden; han maa altid
