214
„Fra den Futen sin Frue ja!” Han udstødte
et Pust og lod sig udmattet falde ned paa Bænken.
— „Og jeg har faret om i Dalene i fem Præstegjeld
og stemmet i alle Kanter. Men den Futen
sin Frue hun er saa umusikalisch som en Kuh ...
og vil, sine Døttre skal spille alligevel de schwerste
Sachen. En furchterlich Pine i det Hus! — Och
saa gik jeg min Vei idag, straks jeg havde stemmet
Klaveret.”
Han tørrede Panden med et blaatærnet Lommetørklæde.
„Ach ja! — jeg siker Dem, Vangenske Jomfruer, jeg er bedrevet. — Paalerne har et stort Schlag verloren ved Ostrolenka ... Och mit Hjerte er i Paalen ... Og gid ogsaa min Krop var der. Og gid jeg havde Kaane og Sønner og Døttre og bitte Barn, och de skulde alle blive slachtede for Paalen, — til det blev saa høit af Ansichter, som ferklagede, at de naade op til den Gott im Himmel og krævede sin Frihed!”
„Men hvor véd De alt dette fra da, Sankowitz!” udbrød Alida.
Han trak et Brev op af sin Vestelomme:
„Jeg bekom det paa Postaabneriet fra en Freund von mir in Danzig. Her staar det alt. Och nu har de grebet til Senser og Ljaer!” ...
Han henfaldt traurig fortænkt ...
„Men nu maa De komme ind, Sankowitz!” indbød Alida. „De kan vel trænge at hvile Dem efter den lange Vei.”
„Ja ja, — to Mile ... Jeg har ikke mærket Veien under min Fod for den Bref om Paalen — al den Menschennoth ...”
— Det var altid som en Festtid i den musikalske Sorenskriverfamilie de to Gange om Aaret, naar den halv landflygtige Tysker kom og opholdt sig der nogle Uger paa sin Rundreise om i Byg-
