209
igang,” vedblev Sorenskriveren iltert, total overhørende Nyheden om Haven.
„Jeg har indøvet et Par af Mozarts Sonater for Klaver og Fiolin, medens Du har været borte,” prøvede saa Alida efter lidt at bryde den Pause, som var opstaat.
Sorenskriveren kastede et snart halvt Blik henimod Døren til Stuen, hvor Klaveret stod:
„Nei nei, Barn, — jeg er træt, gaar lige tilsengs!”’ ... De var s’gu i Ledtog allesammen ...
Idet han kom forbi Merete, som saa forpint paa ham, strøg han hende let over Haaret og gik med en af Krænkelse lukket Mine ovenpaa —
— — I den kjølige halvmørke Høstaften tog de hjemkomne, efterat have været oppe og hentet sine Piber, hver sine forskjellige Rekognosceringsture inden og udenfor det høie lysende Havegjærde, for, saavidt gjørligt, at indhente en Forestilling om Husets saa brat tilkomne store Nyhed.
Da Damerne efterhaanden kom ud med Sjaler og Tørklæder om sig, blev der Forespørgen og delikat Udfritten.
— „Det maatte være snurrigt at komme til sit Hjem og saa for Eksempel finde et nyt Hus istedetfor det gamle!” — gav Rein noget spydig af sig.
„Ja, tror De, det vilde være en behagelig eller en ubehagelig Overraskelse?” indlod Marianne sig godslig paa Spøgen. „Jeg skal sige Dem, Rein, — Kvindenaturen er som en Silketraad. Det kommer bare an paa, om en Mand forstaar at vikle den om sin Finger. En som De, som vist bestandig véd, hvad De vil” ... fortsatte hun sagtere fortrolig, idet de spadserede hen mod Havegjærdet ...
Dernede stod Barbara og beskrev ivrig, hvordan Anders Husmand og Lars havde spadet op til Aspargessenge, — saa og saa mange Fod dybt, — og, hvor fedt de var gjødet — Lagvis med Jord og
Jonas Lie: Samlede Værker. XII. 14
