207
— Idag, Sorenskriveren ventedes hjem, var
snart den ene, snart den anden af Søstrene oppe
paa Udkig i noget af Salsvinduerne og speidede
ud i den taagede Eftermiddag ...
De saa betænkelige paa hinanden ... Hvordan vilde Far ta dette? — Saa afgjort, som han altid havde været mod den Haven!
Nedenfra gjenlød Luften af idelige korte, rappe Hammerslag. De spigrede Spilre efter Spilre ind i det store Havegjærde, der strakte sig nedover — et Stykke endnu ufærdigt og med bare Stolper, — helt, til det forsvandt under Bakken ...
Der kom alt gamle Henschien med Blakken for Karjolen og Overformynderiet i Kisten, der var snøret bagpaa —
Og saa Augustinusen, Schmidt og Kvigstad i en dobbeltsædet Skydskjærre ...
De forsvandt med Vædsker og Oppakning i Kontorbygningen ...
Noget efter, halvt i Skumringen, rullede Sorenskriveren ind paa Gaarden med Fuldmægtig Rein. Han havde ladet sig hente fra sidste Thingsted i egen Vogn.
Som han steg ud, blev han staaende en Stund med Kavaien opbrættet og stirre nedover det af Nyved skinnende Stakitværk.
Munden pressede sig mere og mere sammen ... Han fattede straks det myndige Tiltag, her var gjort, — hvad der var sat igang og fuldført under hans Fravær!
Rød i Ansigtet og uvillig vendte han sig braat og gik lige op paa sit Værelse. —
— Han viste sig ikke før ved Aftensbordet.
Fruen trakterede med fersk Fisk ... Lidt let Mad kunde smage ovenpaa alle Gjødkalvene og Grisestegene, som det nu gjennem en hel Maaned var regaleret med paa alle Thingstederne, mente hun.
