202
at Faster sidder inde med hele Familieærgjerrigheden.”
„Ja, hvad kærer man sig om sin Familie, naar man blot faar spille sin Fiolin ... Fiolin, — Musik — Natur!” drev hun forarget paa. „Man har strandsat sig herude paa Landet med fem uforsørgede Døttre, som ikke levnes anden Udsigt end at falde i Hænderne paa en eller anden Bygdekapacitet!”
Sorenskriveren lod et halvfærdigt Smørrebrød ligge og skjød trist Kniven fra sig.
„Ja, jah, — Du har saavist Ret, Faster, — hvad skal der bli af dem alle!” — henfaldt han i Traurighed.
„Du skal gi Jess et pebret Brev, det er det, jeg vil — — —. Se naa, se naa — spiser han ikke mere ... Bie, Bie! — kom med mere The — og Flødekagerne — — Vi finder saamæn nok et Raad for Døttrene! — Se nu — se nu —”
„Nei nei, Du ... Livet er ikke saa let,” sa Sorenskriveren; han saa op i Loftet og studerede de hvide Bjelker ...
„De stakkels Pigebørn, som kanske venter hver sin Prins!” udstødte han med et Suk.
„Aa nei, Du Thomas, de er s’gu for forstandige til det. Det skulde da være lille Merete endnu. — Spis nu — spis nu ...”
Sorenskriveren tømte i Tanker sin The og spiste sin Flødekage.
„Ja, lad mig nu komme afsted!” afbrød han sin Distraktion og reiste sig —
„Du har altid været som et raaddent Æg, Thomas,” — mumlede Tante Ra. — „Ja hils nu Bolette, Du ... Og pas paa Figaro. Du véd, den er vilter!” —
Sorenskriveren nikkede. Han var jo forfaren i Situationen, — hvorlunde hans Viv og Tante Ra paa den delikateste, mest udsøgte Vis holdt sig i
