201
rerne, som vil ha Dessert?” indbød hun lunt med sit tækkelige Smil. „Jeg skal plukke til Dem, Oppen!” ...
Sorenskriveren blev siddende alene igjen i Stuen med Thekoppen i Haanden. Han vidste jo, at Orkanen skulde komme i Anledning af Jesses sidste Brev og havde i det længste kviet sig for Besøget.
Jomfru Bie gik og tog af Bordet og, som vanlig, hverken hørte eller saa.
Gjøken paa Slaguhret kom frem og sang sine seks Kukuk —
„Hvergang det Uhr slaar, tænker jeg paa, at det har staat i Stuen hos Stiftamtmand og Etatsraad Orning,” — mindede Tante Ra stramt. —,Og her sidder man i Sumpen paa sine gamle Dage, og, jo længere én sidder, des dybere én synker ...”
„Lykken ligger ikke altid paa de høieste Tinder, Faster! — Nei, den gjør ikke,” lød det med et vist Vemod ... „Jeg har nu forlængst sat mig ind i den Stilling, jeg har. Den er selvstændig og uafhængig — forholdsvis, som Menneskene nu engang maa tækkes med det ...”
„Lykken, — Lykken!” ... dunkede hun hidsig i Gulvet med Stokken. „Man har dog Blod i Aarerne, — vil frem baade for sig og sin Familie! Med dine Forbindelser og Konnaissancer kunde Du været høit oppe i en af Landets første Stillinger. Dine Døttre havde blot behøvet at række Haanden ud til hvilket Parti, de maatte ønske. Og nu skal Jess ogsaa begynde sin Fars Bane op igjen.”
„En underlig Verden ... en underlig Verden,” grublede Sorenskriveren hensunken i sit, — „fuld af Klattrestænger, hvor man som Abekatte kappes om at naa tiltops ...”
„Hvad — hvad,” — hven Tante Ra.
„Hm, — hm,” — tog han sig. „Jeg siger bare,
