196
„Det er jo bare tre Søndage siden, Tante,”
indvendte Merete.
„Og Far? — nævnte han ikke noget om at se hid ... Han har vel Forhindringer,” — lød det spydig.
„Han talte noget om at ta sig en Ridetur hid idag udpaa Eftermiddagen,” — oplyste Alida; — „men jeg véd ikke vist” —
„Naa saa, — véd det ikke vist nei ...” lød det spydig. — „Og Groth ... har Du hørt fra ham ... Stræver med at overta Værket vel? Og Tiden for Brylluppet endnu ikke fatsat? — Saa! ... Den gamle trækker det i Langdrag det, han kan, med at gi fra sig Magten,” — nikkede hun.
„Og det er den ny Fuldmægtig, Hr. Rein,” — afbrød hun sig, idet hun reiste sig halvt i Stolen og rakte Haanden ud —
„Ja tag nu Plads ... Der i Sofaen, Marianne!” — pegte hun myndig ordnende, — „og Du, Alida, i det andet Hjørne ... Eufemia her i Lænestolen. Og De, Kvigstad, flytter nok den Stol hen til Bordet ... Den Plads der er for Dem, Hr. Rein — saa véd jeg, hvor jeg har Jer allesammen,” — lo hun ... „Ja lille Merete nytter det ikke at holde fast, hun maa jo løbe om og bese sig overalt og saa være Tantes Ærendsvend.”
„Tak Frue,” sa Rein; — „men faar jeg Lov til at sidde her ved Vinduet.”
„Jo saamæn maa De det! Tro dog ikke, De er kommet ud for nogetslags herskesygt Skovtrold,” lød det jovialt.
„De har foretrukket Ensomheden, Frue, og bosat Dem i Naturen,” yttrede Rein, — „Skog, hvor én ser —”
„Næ, — jeg har ingen Sans for Naturen, bryr mig bare om Menneskene. — Vi er dog inte Trær, — heller inte skabt til at begrave os blandt Katugler og alskens Uhu,” — kom det bistert med en
