195
Skind som for dens Forhistorie — og spiser og nyder den ...”
Det lød saa stødende rydt, og det var under Indtrykket af noget ubehageligt ved ham, at de skyndte paa indover Skogstien.
Den førte langs steile Skrænter med Elven nedenunder, helt til Skogen pludselig aabnede sig for Rafos Gaard med dens Indhegninger og lille Have op ved den rødmalede Hovedbygning.
Som de bøiede ind forbi de halvgule Rugagre, saa de Jomfru Bie, Tante Ras mangeaarige Selskabsdame, skynde sig ind fra Trappen for at melde deres Ankomst, og paa Gaardspladsen hilsedes de af en langthvæsende Gasse akkompagneret af snaddrende Gjæs.
Inde i den med store, solide Møbler udstyrede Dagligstue sad Tante Ra i Armstolen i blomstret Silkekjole med Fiskebenskorset og Kniplingsmanchetter for Hænderne midt i et Parti Piquet med Husets Ven og Nabo gamle Oppen, Kandidat med non contemnendus fra Kjøbenhavns Universitet og Medeier i Oppidals Sagbrug ovenfor i Dalen.
„Det er Deres Spil, Oppen,” — mindede hun og skjød Kortene tilside.
„God Dag, kjære Børn,” — lød det saa, medens et hvast, lynsnart Blik fo’r hen paa Rein, der viste sig i Døren bag Damerne. — „Staar det bra til hjemme? —
Ja saa, — alt vel!”
Den gjæstmilde Mine strammedes, og hun trommede lidt i Spillebordet med de af blinkende Stene ringbesatte tynde gule Fingre.
„Det var jo snilt af Far og Mor, at I fik Lov til at besøge gamle Tante,” — fulgte det saa. „Det er saamæn saa længe siden sidst, at jeg kunde været baade død og udbaaret for den Sags Skyld!”
13*
