194
„Mangler bare, at han afleverer den Bemærkning
oppe paa Rafos, — smigrer Gamlefruen med,
at hun er en Hauk eller Ørn,” rev Kvigstad af sig
halvhøit.
„Hys, hys,” — sa Rein og varede med Haanden, medens han strakte sig mere og mere ivrig udover og speidede opmærksomt ned ad den skogbesatte Skraaning.
Han præsterede en fin fløitende Lyd og lidt efter nogle smaa korte, skrattende Skrig.
„Ser I der,” hviskede han og greb uden at se sig om den nærmeste af Damerne bag sig ved Armen og trak hende frem udover Veikanten —
„Ser De, — et Par graa Øren bag Stenen ved Træet dernede. Det er Haren, som er blet nysgjerrig ... Der smat den væk!”
Han lo ... „Der vogter mange Øine paa os i Skoven, som vi ikke ser.
Ho—ho—ho—o!” — satte han i, saa det gav Ekko, og klappede i Hænderne, som han vilde skræmme en hel Dyreverden ... „Her sidder vist nok baade af Tiur og Røi omkring i Trær og Busker.
Halloh—halloh—ho! — For en Los det kunde bli henover i Aasene! Den, som nu havde havt Geværet med!”
Han tog sig med ét ... „Hu—u, — er det ikke mærkværdigt, at én skal overfaldes af en Lyst til at myrde og drikke Blod just, naar én kommer ind i en saadan velsignet Stilhed. — Denne fæle Menneskenatur, én stadig drager paa! ...
Véd De, naar Haren smager bedst, Jomfru?” vendte han sig til Alida. „Det er, naar den er jaget saa haardt, at Angsten har sprengt Blodet helt udimod Skindet paa den.”
„Aa fy!” afviste Alida ham uvillig.
„Ganske rigtig! — Vi faar den ind Kjøkkenveien, ribber og flaar den saavel for dens alle seks
