190
„Aa Augustinusen!” — tilraabte Marianne ham
med et udover Rækværket, — „følg mig hen og
laas Staburet. De kan Knebet. Nøglen lader sig
næsten ikke vride om, vi maa snart ha Smed paa
den ...”
Augustinusen fulgte lykkelig og høist smigret over at være den udvalgte trods den ny Fuldmægtig og Aftenens mørke Chancer.
Henne paa Gaardspladsen huschede Sorenskriveren og klappede i Hænderne nu, Figaro igjen joges ind i Stalden.
Han kom fornøiet og oplivet henimod Trappen, medens Fruen fra sin Kant stilede opover med Malene i Hælene, bærende de to tømte Havesprøiter.
„Ja nu er det vel Sengetid, Børn,” — sa hun; hun tog Kysen af og hængte den i Gangen. „Godnat allesammen! ... Og nu maa De huske at tælle Vindusruderne paa Deres Kammer, Rein, og lægge Mærke til, hvad De drømmer den første Nat. Det skal sande sig, véd De nok,” spøgte hun ...
Man skiltes, og hver begav sig til sit —
Schmidt var henne og ruskede i Kvigstad, som nok i den skumre Aften havde faat sig en foreløbig Lur i Høvognens Dyb. Og Marianne og Augustinusen vendte lunt smaasnakkende tilbage fra Kunststykket med Stabursnøglen ...
Oppe paa de to Jomfruværelser, der laa ved Siden af hinanden, holdtes nu Lov og Dom —
Merete og Barbara havde nedladt sig paa hver sin Sengekant, medens de andre gik og tog ned Haaret og syslede med Nattoilettet.
„Naa?” — spurgte Barbara forventningsfuldt.
„Naa?” — forlød det fra Eufemia.
„Ja, hvad synes Du, Marianne? — nu kan Du engang sige først,” mente Merete.
