185
Hodet levende interesseret frem af den stive Halskrave.
„Det klagede og skreg fra Strengene over, at han skulde opsætte Karter og maale og lodde i Kongens Tjeneste istedetfor at faa slaa som Lærken og spille og musicere paa denne Klode.”
Sorenskriveren lænede sig betænkt tilbage i Stolen ...
„Ja — jah! man maa jo noget være her i denne Verden,” kom det trist. — „Det er den pure haarde Nødvendighed!”
„Man kan da virkelig ikke slaa sig paa at være Bierfiedler,” — supplerede Fruen. „Se nu stakkels Sankowitz, som drager omkring og informerer i Bygderne og faar sit kummerlige Ophold og nogle Marks Penge paa hvert Sted.”
„Hys, hys, Bolette,” afbrød Sorenskriveren hende tvert, — „ham fik man hverken til at lodde eller maale ... Det er en fordreven Kunstnersjæl, som kunde blevet noget betydeligt i sit store Hjemland.”
Han skjød noget hastig Stolen tilbage, afsluttende Maaltidet med et: „Velbekomme!” — Og Merete iagttog, hvorledes Fuldmægtigens Øine gled fra Moderen hen paa hendes Far og saa tilbage igjen, som om han havde faat Tæften af to Slags Veir i Huset.
Døttrene fik en vis stille Hast med at tage hver sin Part af den Husgjerning at afdække Bordet, efterat Fruen først langsomt og mageligt havde reist sig med et Par Ord til Marianne. Hun gik paa sin afgjorte værdige Vis med det graa Kappehode bagover hen og talte til Sorenskriveren, der hørte til halv distræt med Levningen af et irriteret Humør.
„Jeg synes slet ikke, det vil passe, at I musicerer den første Aften, din Fuldmægtig er her, Orning,” — meddelte hun sig. — „Tror Du ikke,
