183
Under sin Overraskelse brød hun ud i en
pludselig ubehersket Latter. Ne—e—i, — gik det
overvældet i hende, — dette var ingen at skue i
Syner! ...
Fruen saa forbauset paa hende. Hvad gik der af Pigebarnet med sit ellers saa naturlige gode jevne Væsen? ...
„Ja, Du Merete,” — faldt Sorenskriveren ind, — „Mor begyndte alt at glæde sig til en vældig Abonnent paa Grødterrinen.”
Merete kunde ikke dy sig, der skingrede endnu halvsvimmelt nok et Latterudbrud: — et skarpt krumnæset Ansigt! og en spottende Klang i Stemmen ... Nu tog han rask med Appetit ufortrøden fat paa den anden Grødportion ...
Aa—h, — som han havde taarnet sig op rent til en Forfærdelsens Aand for hende! ...
Men hun maatte jo den ene Gang efter den anden stjæle sig til at se paa ham, som han sad der og dyppede i Melken og svælgede, — haaret helt ud paa Haandbagen, naar han førte Skeen ... Han kastede hver Gang det runde sorte Hode saa braat mod den, han talte til, og hun greb ham i et pludselig gløgt Blik hen paa Eufemia, som havde fundet paa den Manér at henkaste et og andet Ord i Samtalen, medens hun lænede sig skjødesløst tilbage mod Stoleryggen.
Og to, tre Gange mindst var hans Øine, som med et lyst Skimt op af Brynene, paa Marianne, efterat hun datterlig spasende havde været henne og underrettet Faderen om, at der dog vankede lidt bagefter Grøden ogsaa. Det var som han studsede over hendes Udseende ...
Smaa Asjetter med opskaaret Kjød, Rul og røget Ørret sendtes nu rundt, og lille Schmidt vidste, at Fruens Øine vaagede paa ham, om han glemte at benytte Smør- eller Ostekniven, som laa ved.
