173
Medens de foredrog og spillede, — Sorenskriveren
siddende ved Klaveret hos Alida, — faldt Fruen
hen i forskjellige Dup. Ved et dybere et greb hun
resolut Strikketøiet, som var gledet ned paa Skjødet,
hægtede Nøstet ud af Sølvklypen og lagde sammen.
Og med kun et Nik hen til Barbara for ikke
at forstyrre, gik hun ovenpaa — — —
— Merete havde lagt bort Sømmen og flyttet hen i det Sofahjørne, hvor Moderen havde siddet, og Eufemia og Marianne var, den ene efter den anden, gledet ind i Stuens Dunkelhed ...
Viserne paa Slaguhret skimtedes saavidt at staa paa nogle Minuter før halv elleve — Familiens reglementerede Sengetid.
De var ude i Symphoniens sidste Afdeling, hvorunder Melodien dukkede op, atter og atter, som altid dybere fra en uendelig Havsens Bund ...
Det faldt just Merete ind at bøie sig hen og hviske til Marianne: — „Tænk imorgenaften sidder han kanske her og hører paa!” — da hun stansede midt i Bøiningen og stirrede ...
Paa Stolen mellem Stueuhret og Ovnen sad en Mand med Hænderne over det ene Knæ og saa paa hende. Han havde en saa vakker Pande og opstrøget Haar. Det var, som han vidste alt det hun tænkte og saa smaat smilte og havde hende tilbedste ...
Saa svandt Skikkelsen med en langsom Hovedbevægelse, og der kom i det samme et saa smertefuldt lidende Udtryk over ham ...
Hun sad stum bunden, forfærdet, medens Tonerne fyldte Rummet og døde hen i Slutningsakkorder.
Uhret slog det halve Slag.
Klaveret blev lukket, og hver ryddede i Stilhed sit hen ...
Sorenskriveren lagde Fiolinen i Kassen, tændte Lyset, som stod færdigt til ham paa Bordet i Blak-
