171
Barbara vendte sig under Presset af de samtidige
Spørgsmaal raadvild fra den ene til den
anden. Hun var tyk, fed og rundladen, af en hel
anden Familietype, et godmodigt stærkt praktisk
Ansigt med et Par smaa blaa rappe Øine.
„Ja da, — jo da, et Bismerpund, som Mor vilde ha, — og endda mere, om hun vilde! Det var rimeligt, at alle de fremmede i Ferierne havde tømt vor Have, mente Mor Opsæt ... Men betale for dem faar vi slet ikke. Saa det blir naturligvis til, at Mor maa gi hende en Present igjen, — endel Flasker Bærvin eller noget sligt. — Jeg blev trakteret med Kaffe til Eftasvæl og fine Kager, som endnu var igjen efter Bryllupet.”
„Og Randi? — hvordan havde hun det, — var hun fornøiet?” — forhørte Alida.
„Jeg spurgte hende jeg,” — betrode Barbara dem — „da Mor Opsæt var gaat ud for at koge Rømmegrøden tilaftens, hvordan Torsten hendes var, om han var snil?” — „Aa han som de andre” svarede Randi, — „Karene er vel ikke likere”” ... refererede Barbara skøieragtig.
„Sa hun det Du?” udbrød Alida høit optaget, — „slig, som hun blev perset og tvunget til at ta denne Kaksen. — Jeg véd nu, at hun har været glad i Knut Raalien helt, siden vi gik til Konfirmation sammen ... Men disse Pengene!” — udstødte hun med undertrykt Heftighed.
„Og saa maa I tro, de var nysgjerrige efter den ny Fuldmægtigen, — hvem han skal ha, — Marianne eller Femia ...”
„Eu—femia,” — faldt denne ind fra Trappebænken, hvor hun sad hyllet i sit Sjal. „Du véd, jeg vil ikke kaldes Femia!”
„Er han som Major Howard i Mohikaneren med Rifle ved Siden og det truende Blik, saa skal han ha Eu—Femia,” — travesterede Merete. — „Og, er han en af disse, som vandrer stille omkring i
