167
til hende,” foreslog Marianne, — „i et Laagefad, færdigt med Kanel og Sukker paa? — Der blir nok igjen til imorgen Middag.”
„Ja, sig, at det er Marianne, som har Ugen og sender det, Du Alida,” — samtykkede Fruen ... „Merete, Merete,” raabte hun saa, „se der er et Par af Hønsene kommet ind i Haven. Skyds dem fort ud Du!” — Hun gik nedover mod Lunden, optagende sine afbrudte Haveplaner. — — —
— Madklokken paa Staburstaget kimede og ringede til Eftasvæl, sat igang af Kokkepigens ufortrødne Anstrengelse, og Lyden fortsattes af lignende fjerne nede fra Gaardene ved Elven ...
Folkene drev hjem fra Slaatten for at bænke sig om det lange Kjøkkenbord, og Fruen kom opover fra Haven, af og til stansende med Haanden i Hoften og støttende sig til en let, fin violetmalet Rive, hun gik med i Haanden.
Sorenskriveren var alt i Stuen. Han gik noget hektisk rød i Kinderne op og ned af Gulvet.
„Lad Kvigstads Eftasvæl bringes over paa Kontoret!” — brast det ud af Lummerheden, da Marianne viste sig med Theen. „Jeg ønsker ikke at se ham hernede i Stuen.”
Fruen fulgte ham med Øinene, før hun udfoldede sin solide Skikkelse i Skindlænestolen:
„Hvad er det, Orning, — hvad er paafærde?”
„Bagateller ... Bagateller ... bare saadan endel Skandale.”
„Kvigstad igjen?” — forhørte Fruen med et Nik.
„En samvittighedsløs Funkel ... En samvittighedsløs Funkel ... Der sidder han bleg og forsuset og snører op en Dokumentpakke, han skal gribe an, saa tyk som saa —”
Sorenskriveren viste med Gabet af Tommel- og Pegefinger, hostende haabløst.
