165
„Nei, at Du endnu gaar og tænker paa det
Haveanlægget, Mor, naar Far siger, at det er saa
rent umulig kostbart!”
„Aa, er den først anlagt og færdig, saa blir han nok glad i den. Mandfolkene taaler aldrig at tænke paa, at noget skal gjøres eller, at der skal Penge ud. Gaarden vilde faa et helt andet Udseende. Det skulde ende som en Park dernede ved Lunden og Løvskoven og strække sig helt ned til Elven. Tegning og Plan længst færdig,” — opgjorde hun med et stormægtigt Nik.
Alida smaalo —. Dette blev større og større ...
Fruen stod og tyggede lidt distræt:
„Om fjorten Dage har vi Høstthingene ... Bare nu Folkene faar Kornet ind til den Tid! Jeg har Brug for alle Kræfter i de tre fire Uger, Mandfolkene er borte paa Thingene ...
Gaa hen i Lysthuset efter Maalesnoren, Du Alida,” — vedblev hun stigende optaget. — „Lad os se, hvor langt Aspargessengene kunde række, naar vi regner fra Bjerken derhenne. Skal Huset først præstere Asparges, saa faar det være rummeligt ... fem Senge med to Rader i hver ... Og hele den lærde Kompost, som er bestemt for Rugageren, den, — ja den” — lo hun, — „den kommer nu ikke did iaar! ...
„Husker Du ifjor — og iforfjor — og alle de Gange før, vi har maalt, Mor! — da tog vi det bare fra Havestolpen her,” mindede Alida noget underfundig lystig i Minen.
„Nu derhen,” — fortsattes der uforstyrret, — „saa skal vi se, om Stykket her svarer til det paa den anden Side. Var det fjorten Alen, Du sa” ...
„Aah, I maaler til Mors vordende Have?” ... kom Marianne godslig spøgende til. „Her er Brev til Dig, Alida! fra Tante Ra ...”
Hun leverede hende en liden trekantet Billet med Oblat for.
