164
„Nellikerne er rent pragtfulde iaar efter al Varmen
... Og se de Convolvlerne, som har lukket sig
op imorges ...
Bare han ikke er noget forvænnet noget, Du,” — kom det saa efter lidt hen i den anden Tankegang ... „Dette med Jagten! ... Det var nu saa rent ugenert med stakkels Arentz. Ikke et Spørgsmaalstegn ved ham i de to Aar, han var her. Men han forsvandt sandelig som en Gaade, — saa pludselig — og med én forskjellig Grund for hver Dag, hvilket er det samme som ingen Grund ... Han var ikke meget interessant nei; — men en Arbeidshest. Maatte nu bare Far bli vel hjulpen med denne ny! ...
De kom ned imod et mosgroet, forfaldent Springvand med en Trætop midt i, hvoraf Straalen sagte silede. Træstaverne om Basinet var slimede af Grønske.
Fruen stansede uden at gaa nærmere for Jordfugtigheden:
„Ja, her kunde jo dannes noget, naar man ikke var bange for at spendere lidt” ... funderede hun.
Med det massive graa Hoved bøiet tilbage og et mønstrende Blik nedover Bakkeskraaningen, fulgte det saa, idet hun gjorde tegnende Bevægelser med Haanden ... „Grønne Plæner med Blomsterbed og smaa Buskadser, og der i Hældingen et Anlæg i Form af et mægtigt Overflødighedshorn ... Saa Hækker med røde og hvide Roser i Flugt med Alléen helt ned til Indkjørselen. Planteskolen min strutter og forgror rent dernede i Hjørnet. Der er nok at ta af ... Stikkelsbær, Ribs, Solbær og hvide Bringebær til Hækker ... Og Frugttræer,” — grublede hun, — „hvor man bare kan placere dem ... Jeg lever ordentlig i Tanken paa den Tid, naar de vokser til, og jeg kan gaa og pode dem og se dem i Frugt” ...
