162
„Den — aa den! ... Det var i Major Witte nede
paa Eksercerpladsen. Han havde saadanne store
graa Knebelsbarter og var saa mandig og vakker
... Og saa denne Skulderen med Kuglen i, som han
havde faat ved Onstadsund! ... Det var især en
Dag, da han ved Opvisningen nede paa Moen red
med fire Tamburer foran sig. Jeg syntes, han var
Verdens største Helt, og da fik jeg ham efter
Officersmiddagen herhjemme til at love mig at redde
Polen, som Du véd Sankowitz altid snakker saa
om. Han var saa snil og dyregod, at jeg altid
syntes, han næsten maatte kunne prate med
Hestene sine. Da han blev forflyttet, forærede jeg
ham Buret med Fuglen min i, — som jeg nok ikke
vilde ha betroet til noget andet Menneske i Verden
end ham! Og han lovede mig at skrive til mig om
den; men det har han glemt. Og nu husker jeg
egentlig bare paa Peter, Spurven.”
„Aa jeg tænker nok, Du har været flere Gange forelsket jeg,” — sa Marianne.
„Nei saamæn ... Hvergang her er kommet nogen, som jeg har syntes lidt om, saa har altid én af Jer andre gaat der saa stille henrykte. Og tak, da, — saa er jeg færdig ...”
„„Kjærlighed er en Passion, som overgaar alle andre Passioner””, — laa hun og ramsede op efter Faderens Yndlingsforfatter, Holberg.
„Næbbet! ...”
„Min Datter havde Bryllup og jeg var ikke buden,” — spasede hun væk —
„Men se, — se bare Femia” ... raabte hun nu pludselig henne fra Kvistvinduet. — „Der kommer hun ud fra Lysthuset med de lange Nankins Hansker over Armen. Hun har siddet der og syd dem færdige. Nu skal hun spasere med Hansker, naar „Dyret” kommer.”
„Femia burde faa Lov til at komme ind til Kristiania ivinter, synes jeg, — til Oberst Gjeddes
