161
Hun lo pludselig ... „Jeg tænker paa, om Femia
kommer til at lægge salt Kjød og Rul paa Smørrebrødene
til ham i sin Uge eller, om det bare blir
Nøgelost og Myseost —”
„Hvad vil Du gi ham da, Merete?” spurgte Marianne.
„Jeg skal se paa ham, — det kommer an paa ...”
Hun laa og saa op i Taget —
„Du Alida, véd Du, hvormange Gange jeg har været forlibt Du? — To Gange —. Den første var i Præsten Bunge, dengang jeg blev konfirmeret. Det blev saa vakkert alt det, han sa, og saa var han saa blid i Øinene og, naar han messede med sin svære Bas, rungede det gjennem hele Kirken! .. Jeg drømte tilslut, at han stod i hvid skinnende Messehagel nede ved Æbletræet i Haven med et af Glasæblerne løftet i Haanden og sa, at Kvinden ikke maatte æde af det! Det var et saadant deiligt voksgult et, han holdt. Og saa syntes jeg næsten, han selv bed af det, da han forsvandt opover langs Havestakittet.”
„Det vil sige, at Du havde stjaalet Glasæbler og havde ond Samvittighed,” mente Alida.
„Nei, om jeg havde Du — dengang! ... Men saa kom jeg til at tænke paa, at der kanske kunde være faldt ned noget dernede, siden jeg drømte om det, — og, ganske rigtig, jeg fandt to Stykker liggende. Og slige forslaaede Glasæbler, véd Du, er ikke noget at gjemme ...
Men Forelskelsen i Bunge — — ja, Du skulde vidst, hvorledes jeg gik om og var Himmelbrud. Men, da han saa om Høsten i det store Selskab paa Fars Navnedag viste mig Trinene i Menuet. — Aa, for en forfærdelig Skuffelse, — hele Forelskelsen over! ...”
„Og den anden?” spurgte Alida.
Jonas Lie: Samlede Værker. XII. 11
