157
udtaler hun i stor Stil og blir saa sint, bare jeg
jeper lidt til hende ...
Tror Du, han er høi og mørk Du, — saadan interessant? — Eller kanske det bare er en liden Pusselad, — da skulde Femia bli flau!” ... Hun kastede overgiven Puden, hvis Baand hun nu havde knyttet, hen paa Hovedgjærdet.
Alida rettede sin slanke smallivede Skikkelse. Det var et sikkert Karakteransigt, der viste stærkt udover hendes neppe fem og tyve Aar, — en gammel Families faste, skarpe Træk.
„Det er Navnet,” — yttrede hun, — „Dyre Rein ... Det dufter af nogetslags gammelt Herresæde. Og, da Claes skrev, at han vistnok engang blir Arving til de Moldewigske Godser dernord, og at det var de store Skove og Jagten heroppe, som egentlig var Grunden til, at han søgte Fuldmægtigposten hos Far nu efter Arentz, saa syntes Femia, det tog sig ud som noget rigtig nobelt og af „„Extraction!””.
„Han har reist Du, været i Frankrige og Danmark,” — faldt Merete ind.
„Pyt, det har Far ogsaa, — saa vi behøver slet ikke at gjøre os beskedne for det. Vi kan saamæn modta ham paa fransk, om det kniber; han faar undskylde, at vi ikke kan spansk.”
„Du Alida,” — hviskede Søsteren hemmelighedsfuldt, — „tror Du, Arentz havde faat nei af Marianne, at det var derfor han reiste saa pludselig? Jeg tænkte nu, hun vilde havt ham jeg. De var ligesom slige Venner bestandig; men det er saa uudgrundeligt alt med Marianne ...”
Alida trak blot lidt spodsk paa Læben.
„Nu siger Du ingenting igjen, Alida! Hun kan da saamæn ikke for, at nogen liker hende,” fo’r Merete op.
„Hm—m —”
