156
Ud af et Vindu ovenpaa i den rødmalede Kontorbygning,
der indrammede den vidtløftige Gaardsplads
til den ene Side, hang Overdelen af en Kontorist,
som i Skjorteærmerne kontemplativt røg sin
Pibe. Han syntes et Øieblik at finde en Gjenstand,
hvortil han kunde knytte sin ledige Interesse:
„Skynd Dig, Malene! Ungerne dine venter,” — raabte han efter Kokkepigen, der, barbenet og skjæv, haltede afsted fra Kjøkkenet med en overfyldt Skulibøtte til Grisene.
„Kanske han vil staa Fadder?” slængte hun tilbage, som hun forsvandt nede ved Udhusene ...
Solen stegte paa den brede Hovedtrappe med det svingede Gelænder.
Derinde i den rummelige Bygning hørtes i Middagsstilheden kun en og anden Lyd af en Dør, som sagte lukkedes, og fra Kjøkkensiden snurrede den enstonende Lyd af en Rok.
Ud fra et aabent Kvistkammervindu lød et Par undertrykt lystige Ungpigestemmer ...
Merete, den yngste af Husets Døttre, holdt noget Lintøi paa Armen, som den nogle Aar ældre Søster, Alida, tog imod og bredte paa en Seng, der skulde redes.
„Hjælp mig at faa Varet over Puden, Merete! Han kunde komme idag, og jeg vilde ikke for alt i Verden, at han skulde se, det er os, som reder og steder til hans høitærede Person.”
„Du Alida,” — betroede Merete hende, — „Femia bad Marianne bytte Uge med sig. Hvorfor tror Du, hun gjorde det?” Øinene sprudede af Lystighed, medens hun paa sin Kant trak i Pudevaret. „Femia vil præsentere sig overlegent, — imponere Fuldmægtigen de første Dage, han er her. Aa, det skal bli kostelig at se paa! ... Hun gaar og spiller høitidelig og kiger hen til Langspeilet! „„Han er af gammel Æt med Konnektioner””, —
