af fra den almindelige Landevei og ind paa Helveien, hvor de Døde fare.
Som jeg om Eftermiddagen med dette i Tankerne sad inde hos Præstens, hvor man samtalede om allehaande, stod pludselig for mig et Ansigt hjemmefra, blegt og anstrengt, og lidt efter blev det mig klart, at den Mand, hvem det tilhørte, kæmpede fortvivlet for at klamre sig fra den oprørte Brænding op paa en Klippe.
Det var ingen anden end vor Dreng Anders.
Han fæstede sine halv glas-, halv hornagtige Blikke paa mig, medens han laa der ligesom hindret fra at redde sig af noget nede ved hans Fødder, som jeg ikke saa. Han havde et Udtryk, som om han vilde sige mig noget.
Visionen varede kun et Øieblik; men en pinlig, næsten uudholdelig Følelse af, at der i denne Stund hændte en Ulykke for os hjemme, drev mig ud af Stuen og til at vanke urolig om i Marken Resten af Dagen.
Da jeg kom tilbage, spurgte man, hvad der havde feilet mig, siden jeg med engang kridhvid var faret ud af Stuen.
Fjorten Dage efter kom der et sørgeligt Brev hjemmefra. Min Faders Jagt „Haabet”, der efter de Dages Skik var uassureret og for en stor Del ladet med Fisk, som han for egen Regning havde indkjøbt, var paa Bergensreisen gaaet under i et Uveir paa Stathavet.
Fartøiet var sprunget læk og havde ud paa Eftermiddagen maattet landsættes. Mandskabet var sluppet derfra med Livet, men vor Dreng Anders havde faaet begge sine Ben knust.
Dette Forlis gav min Faders Formue sit første betydelige Stød. Det andet skulde komme ude i det paafølgende Aar med Tabet ogsaa af den anden Jagt „Enigheden”, og det tredie og for Fremtiden af-
