Det var vore Forældres Uenighed, der havde bragt hende paa den Tanke.
„Men,” afbrød hun, „Du hører jo ikke paa mig, David?”
Jeg stod virkelig ogsaa og tænkte paa noget andet; det var, om jeg vel turde kysse hende til Farvel; jeg huskede paa isommer ude blandt Vætteskjærene.
I det samme skrabede det ude paa Stenhellen foran Døren, hvilket betød, at Klokkeren syntes, det nu snart fik være Slut, og Susanne skyndte sig til min Skuffelse straks med at faa Presenterne, hvormed jeg endnu stod i Haanden, gjemte nede i min Brystlomme.
Hun var netop færdig dermed, da Klokkeren traadte ind og sagde, at vi nu maatte tage Farvel med hinanden.
Susanne saa en Stund paa Klokkeren og derfra bleg og med Øine, der fyldtes med Graad, hen paa mig, som om den Tanke, at vi skulde skilles, først nu var gaaet rigtig op for hende.
Hun gjorde en heftig Bevægelse — hun vilde øiensynlig faldt mig om Halsen, men tog sig igjen i det, fordi Klokkeren var tilstede.
Nu tog hun kun min Haand, førte den op til sine Øine uden at sige et Ord og skyndte sig bort.
Det var mere, end jeg kunde udholde, og jeg tror, det var for meget for den gamle Klokker med. Han gik frem og tilbage og kneppede sagte paa Strengene, medens jeg henne ved Bordet lod Taarerne faa frit Løb.
Før jeg gik, spillede han en lille deilig „Slaat”, som han havde gjort, da han var tyve Aar.
Den greb mig dybt, fordi jeg syntes, den var gjort ligesom om mig og Susanne; den sang indeni mig længe bagefter, saa jeg lærte den udenad.
„Der hører nok én til,” sagde han, da han
