Børnetanker af den Slags, som siden igjen dunstede bort af Sindet.
Med den Besked gik den gamle Klokker godmodigt ud af Stuen.
Da vi var alene, fortalte Susanne mig hviskende, hvorfor hun havde vovet at fortro sig til Klokkeren.
Hjemme havde hun nemlig hørt, at han engang i sin Ungdom havde havt en ulykkelig Kjærlighed, og at dette var Grunden, hvorfor han aldrig havde villet gifte sig og siden var bleven saa underlig.
Dernæst tog hun med ivrig Hast op af Lommen — hun gik endnu i sin gamle, blaarudede, korte Hverdagskjole, der skulde slides ud, men med „voksent” Haar — et Kors af smaa, blaa Glasperler, som jeg skulde bære om Halsen nærmest Brystet i en Silkesnor, som hun ogsaa trak op af Lommen.
Op af Lommen med det meget i trak hun fremdeles efter nogen Møie frem en liden Saks.
Det gjaldt nu en Krøl af mit Haar, netop den sorte i Tindingen, hun længe havde sigtet paa, sagde hun, og som hun agtede at forvare i Aflukket under sin Konfirmationsmedaillon.
Da jeg saa til Gjengjæld bad om en af hendes, som jeg ogsaa „længe havde sigtet paa”, sagde hun, at det ikke behøvedes, da det Perlekors, jeg havde faaet, var trædet paa hendes eget Haar.
Saa var der noget, jeg maatte love hende, og som hun havde udtænkt, medens hun sad hjemme og syede, for da tænkte hun paa saa meget.
Det var, at jeg, naar jeg blev Student, skulde forære hende en Forlovelsesring af Guld med Indskriften:
„David og Susanne” paa den ene Halvdel af Indersiden, og paa den anden Side skulde der staa:
„Som David og Jonathan”.
