hans Betragtninger, skjønt et lidet Nik ved Indtrædelsen havde vist mig, at jeg ialfald var bleven bemærket.
Violinen svingede han langsomt i Haanden frem og tilbage foran sine Knæ med et sagte Knep over Strengene for hver Gang, saa den mindede om en afdæmpet Kirkeklokke. Hans milde, graa Øine gled hen paa mig med et grundende, mønstrende Blik, som om han egentlig nu saa paa mig for første Gang, og et svagt Smil viste, at Undersøgelsen just ikke faldt saa daarligt ud endda.
Lidt efter skyggedes Døren, og ind traadte til min Overraskelse Susanne.
Hun gik hastigt og rødmende lige hen til mig og tog mig i Haanden med de Ord:
„Kjære David, Klokkeren veed alt; han har givet os Lov til at tage Farvel her.”
„Ja, jeg har saa, Børn!” sagde Klokkeren, „men kun for et Øieblik, fordi Susanne bad saa meget om det, og for at I begge kunne høre, hvad jeg efter Overveielse mener om det hele.”
Han holdt nu en liden Tale, hvori han sagde, at han ikke saa noget galt deri, at vi holdt af hinanden, skjønt vi rigtignok vare meningsløst unge.
At vi ikke aabenbarede Forholdet for vore Forældre, haabede han — og han havde tænkt meget derover — ogsaa var undskyldeligt, da disse neppe engang endnu vilde tage Sagen for rigtigt Alvor, og vi saaledes kanske kun vilde blive krænkede i vor Følelse.
Nogen Mellemmand for hemmelige Kjærlighedsbreve, saaledes som Susanne havde bedt ham om, agtede han ikke at være, og det baade for sin egen Skyld og for vor Skyld, idet vi burde bruge de forestaaende to Prøveaar til at se, om der var virkelig Sandhed i vor Kjærlighed, eller om det kun var
