hen kun en Sygdom, som skulde behandles med en tilsvarende naturlig Kur!
Jeg troede ikke, nogen kunde sidde glad som ved et Lykkesbudskab og høre paa, at han var gal, eller at der ialfald var Fare for, at han kunde blive det; men nu veed jeg, at ogsaa dette kan hænde i Verden.
Jeg bad nu, som jeg syntes for første Gang i mit Liv, rigtig freidigt og fortrøstningsfuldt til min Gud, til hvem jeg dog altsaa stod i samme Forhold som alle andre Mennesker, og, om der var nogen Forskjel, da kun saameget nærmere, fordi jeg var en stakkels syg.
Det var en Følelse, som Guds Sol efter en lang tung Regndag igjen var brudt frem over mig. Jeg bad for mig selv, for Susanne, for min Far, og i Nydelsen al dette nye sikre Forhold fortsatte jeg med at bede først for hver enkelt hjemme, saa for dem i Præstegaarden, saa for Klokkeren og tilslut i Mangel af andre ligesom i Kirken for „Alle de, som syge og sorgfulde ere”, hvoriblandt jeg nu, i Hjertet glad, regnede mig selv.
SJETTE KAPITEL.
HOS KLOKKEREN.
Det var kun to Dage, før jeg skulde reise til Trondenæs med en Jagt, som laa færdig til at gaa nordpaa.
Medens jeg raadløs overveiede alskens Udveie til at faa Susanne i Tale endnu en sidste Gang, før jeg skulde afsted, kom der Bud til mig fra klokkeren, at jeg endelig maatte komme ud til ham den
