Begyndelsen, at det var Nervefeber, men af visse Symptomer og Beskaffenheden af mine Fantasier, hvorom Anne Kvæn, der nok havde sine egne Tanker om Sagen, lod det være sig magtpaaliggende at underrette ham, forandrede han helt sin Mening. Han havde behandlet min stakkels Moder i hendes Sindssygdom, og nu gjenfandt han netop den samme Forestilling om Damen med Rosen og Angsten for de onde Magter hos mig, Sønnen.
Tre Uger efter dette var jeg, skjønt bleg og medtaget af den langvarige nervøse Paroksysme, igjen aldeles frisk.
Den hele Møllesten af Syndetyngde var som borte fra mit Bryst, og jeg gik til Alters uden Spor af Skrupler.
Jeg følte mig ogsaa som en helt værdig Person, da jeg Søndagen efter i min sorte Snipkjole gik i Konflrmationsvisit til Præstegaarden.
Ved denne Leilighed sad Susanne — nok en Smule paa Parade for mig — som voksen ved sit eget Sybord paa Forhøiningen ved Vinduet. Da hendes Moder gik ud efter Ribsvin og Kage, maatte jeg dog paa hendes Vink i Hast bese hendes dyrebare Sybord med alle Skufferne, baade de over og de, som kom frem nedenunder, naar hun skjød de øverste Skuffer bort.
I en af disse sidste, som hun med en noget skalkagtig Mine tog op, men lynsnart igjen lukkede, idetsamme Moderen kom ind, laa den Messingring med Glasstenen i, som hun engang havde faaet af mig, og ved Siden af et Par gamle Brevlapper fra Barneaarene, som jeg gjenkjendte.
Da jeg gik, hoppede Hjertet i Livet paa mig; thi jeg havde uventet havt et Stevnemøde, hvori Su-
