dagslur, foreslog, at man en Timestid skulde hvile Middag og hver søge sig sin Plads i Skyggen.
Efter det, som var passeret ved Bordet, følte jeg mig aldeles ulykkelig tilmode. Man havde ladet skimte frem en Mening om min Fader saa krænkende, at det var mig en ren Tortur længere at være i Selskabet.
Et Stykke bortenfor Huset bøiede Lien ind over til et trangt Dalføre med Berg og Silju i Aasen paa begge Sider, og igjennem den løb over Kiselstenene en speilklar, blinkende liden Bæk, hvor en og anden Ørret smat.
Mens de andre sov, gik jeg op langs den og lagde mig ned for i Ensomhed at ruge over min Sorg.
Jeg veed ikke, hvor længe jeg havde ligget slig; men da jeg saa op, sad Susanne der heftig bevæget.
Hun syntes, de havde været slemme mod mig, sagde hun, og saa strøg hun, som hun ikke taalte at se mig bedrøvet, i Taushed Haaret atter og atter bort fra min Pande.
Der var en Varme i den lille Haand og en Tale i hendes med Graaden kjæmpende Ansigt, som mit til Kjærlighed saa trængende Sind ikke kunde modstaa.
Jeg veed ikke, hvordan det gik til, men erindrer kun, at jeg stod og trykkede hende heftig op til mig med min Kind ind til hendes og bad hende holde af mig, bare en Smule, saa vilde jeg holde af hende saa uendeligt hele mit Liv.
Jeg husker ogsaa, at hun svarede „Ja” og at vi under dette begge to græd.
Lidt efter stod vi smilende Haand i Haand og saa paa hinanden.
Der opkom samtidig en ny Tanke hos os begge, — den, at vi altsaa nu var forlovede.
