Heden, var fyldt med en Løvduft saa stærk, som man sydpaa kun kjender, naar det har regnet.
Efter en knap Times Forløb var Bøtten fuld af Fisk, saa vi havde „Kogning”, og vi lagde nu iland.
Paa Grønningen lige overfor Husene havde Præstefruen i Mellemtiden faaet udflyttet et Bord, hvorpaa der paa den fine Damaskes Dug var sat flere Mælkeringer. Hun havde ogsaa kogt Rømmegrød og desuden, saavidt Pladsen strak til, belæsset Bordet med Retter fra Madkurven.
Vinen og de stærke Sager gjorde imidlertid nok tilslut Fogden lidt ør i Hovedet. Han fortalte til Præstefruens store Forfærdelse, at Præsten, graasprængt og streng som han nu sad der, i sin Ungdom havde været en overmaade lystig Fyr, og at de to havde gjort mangen en gal Streg sammen.
Da han begreb, at han var kommen galt an, udbragte han for at rette paa Sagen en alvorlig Skaal, hvori han for Distriktets Skyld haabede, at Præsten vilde vide at beseire alle Machinationer fra hans intrigante Nabo — her stansedes han i Talen ved et betydningsfuldt Blik af Præsten hen paa mig, som sad ved Bordenden, — og sluttede saa med nogle aandsfraværende Ord, som skulde aflede det hele.
Jeg følte mig kold og klam og var vist saa bleg som et Lig.
For min Faders Skyld tænkte jeg det gjaldt at holde gode Miner, men Maden voksede mig i Munden, saa jeg ikke formaaede at synke en Bid mere.
Jeg saa over til Susanne, hun sad sprudende rød.
Der blev en Stunds Stilhed, hvori nok enhver rugede paa sine Tanker om det passerede, indtil Sommerdagens Søvnighed fik Overtaget, og Præsten og Fogden, der begge var vant til at tage sin Mid-
