Fogden den Sommer var reist i Besøg til Præsten, der var en meget indflydelsesrig Mand.
Udvortes var Forholdet mellem min Fader og Præsten dog endnu ikke Brud, og det var vist for yderligere at manifestere dette, at min Fader i den Tid endog et Par Gange blev inviteret over til Præsten.
Følgen heraf var igjen, at min Fader og jeg en Dag blev budne med paa en Seiltur ud til Vætteskjærene, som laa halvanden Mil borte.
Der skulde først en Stund fiskes og dernæst spises Mælkeringer i Land paa Gunnarspladsen, en Gaard, der laa som Bygselgods under Præstegaarden.
Der fulgte altid en vis Høitidelighed med, naar Præstens hvide Husbaad med fire Mand ved Aarerne gled ud af Bugten, og der stod da gjerne adskillige paa Land, som saa paa. Den Dag stod ogsaa Fader ude paa Trappen med Kikkerten. Han havde undskyldt sig for selv at være med, men derimod af god Takt ladet mig reise.
Inde i Kahytsvængen, der var aaben for Hedens Skyld, sad Præstefruen og Fogdens to Damer, og udenfor paa hver sin Side Præsten og Fogden og røg paa deres sølvbeslaaede Merskumspiber i lun Passiar — de var Ungdomsvenner fra Universitetsdagene.
Susanne og jeg samt den for Anledningen pyntede Stuepige fra Trondhjem havde Plads i den rummelige Forskot.
Præstefruen vilde idetmindste have den Del af sit Hus, som hun førte med sig i en forfærdelig svær Madkurv, et sandt portativt Spisekammer, under sine egne Øine. Den svære Madkurv og den tynde Præstefrue optog aldeles den ene Bænk, medens de to andre Damer med deres stivede Dragter fuldstændig opfyldte Resten af den trange Kahyt.
Der rørte sig ikke en Luftning, og Vestfjorden
