tes et Par Timers Tid, at hun hørte Nødraab, og, da de holdt ved, steg hun op paa Høiden for at se efter.
Der saa hun da Bernt paa Skjæret og den hvælvede Fembøring huggende op og ned mod det. Hun sprang straks ned i Baadstøen, skjød ud den gamle Færdingsbaad og roede den langs Stranden rundt om Øen ud til ham.
Bernt laa syg under hendes Pleie hele Vinteren og kom ikke paa Fisket det Aar.
Folk syntes ogsaa efter dette, at han af og til var ligesom en Smule underlig af sig.
Paa Havet vilde han aldrig mere, da han var sjøskræmt.
Han giftede sig med Finnepigen og flyttede op til Malangen, hvor han fik sig Rydningsland og nu lever og staar sig vel.
FJERDE KAPITEL.
MELLEM VÆTTESKJÆRENE.
Det var Sommer. Susanne og jeg gik nu i vort syttende Aar, og det var bestemt, at vi skulde konfirmeres til Høsten.
Det var i dette Aar, at min Fader indvikledes i sin ulige Kamp med Autoriteterne, deriblandt Fogden og Præsten, om hvorvidt vor Handelsplads skulde være fast Stoppested for Nordlandsdampskibet.
For min Fader var dette en Velfærdssag, og Striden herom, der iøvrigt interesserede hele Distriktet, var alt begyndt at blive temmelig bitter.
Det var nok ikke mindst i den Anledning, at
