Det gik imidlertid saa, at den Seilstump, de kunde føre, efterhaanden blev mindre og mindre. Sjøen røg, saa det drev dem i Ansigtet, og Bernt og den næstældste Broder Anton, der hidtil havde hjulpet Moderen henne ved Draget, maatte tilslut holde i Raaen, en Udvei, som man tyer til, naar Baaden ikke engang taaler at gaa for den sidste Klo — her den femte.
Kammeratbaaden, som imidlertid havde været borte, dukkede nu pludselig igjen op ved Siden med akkurat samme Seilføring som Elias's Baad. —
Men han begyndte nu ikke rigtig at like Mandskabet der ombord.
De to, som stod der og holdt i Raaen, og hvis blege Ansigter han skimtede under Sydvesterne, syntes ham ved den underlige Lysning af Skumbrydningen mere lige Dødninger end Mennesker, og heller ikke talte de et Ord.
Et Stykke til Luvart øinede han saa igjen den hvide høie Ryg af en ny Braadsjø, der kom gjennem Mørket, og han beredte sig itide paa at tage imod den.
Baaden lagdes med Stævnen skjøns op imod den, og Seilet blev ført størst muligt for at skabe Fart nok til at kløve den og seile Sjøen ud igjen.
Ind susede Braadsjøen med et Brus som af en Fos; atter laa de et Øieblik halvkantrede; men, da det var over, sad Konen ikke længer ved Draget, heller ikke stod Anton længer og holdt paa Raaen — de var begge gaa't overbord.
Ogsaa denne Gang syntes Elias, at han hørte det samme fæle Raab i Luften; men midt under det hørte han tydeligt sin Kone angstfuldt raabe sit Navn.
Da han begreb, at hun var skyllet overbord, sagde han kun: „I Jesu Navn!” og taug saa.
Han var tilmode, som han helst vilde fulgt efter
