gyndte, hørte jeg en af Folkene i de store Baadlag, som da overnattede hos os, fortælle. Han var bleven sat paa Gled ved et Par Historier af Komag-Nils og vilde nok nu vise os, at der ogsaa der, hvor han var fra, nemlig nede paa Dønø i Helgeland nær Ranen, var ligesaa godt Slag baade af underlige Historier og af Baade, som oppe hos os.
Fortælleren var en liden raptunget Fyr, som hele Tiden sad og rokkede og flyttede sig paa Bænken, medens han fortalte.
Med den spidse Næse og de smaa rødagtige runde Øine lignede han en eller anden urolig Sjøfugl paa et Skjær. Af og til afbrød han sig selv ved at dukke ned i sin Nistetine, som om han hver Gang tog op af den et nyt Stykke af Fortællingen.
Historien lød saa:
Paa Kvalholmen nede i Helgeland boede en fattig Fisker, der hed Elias, med sin Kone Karen, som før havde tjent hos Præsten over paa Alstadhaug.
De havde faaet sig op en Hytte der, og han gjorde nu Lofotflske paa Dagsror.
Paa den ensomme Kvalholmen var det nok ikke frit for, at det spøgte. Naar Manden var borte, hørte Konen mangeslags uhyggelig Larm og Skrig, som ikke kunde være af det gode.
Der kom et Barn hvert Aar, men de var stræbsomme begge to. Da syv Aar var gaaet, var der seks Børn i Stuen; men den samme Høst havde Manden ogsaa faaet skrabet sig sammen saameget, at han mente nu selv at kunne raade sig til en Seksæring og herefter ro Fiske i egen Baad.
En Dag, som han gik med en Kveitepig i Haanden og grundede paa dette, stødte han over en Bjergknart nede i Stranden uforvarende paa en uhyre stor Kobbe, som laa og solede sig lige bag den, og som nok var ligesaa uforberedt paa Manden, som han paa den.
