snart Folkene, snart Draugen havde det meste af ham hos sig.
Med en Gang slap Draugen Taget, saa hele Mandskabet faldt over hverandre indefter Gulvet.
Men da var Gutten død, og de forstod, at Draugen først da havde sluppet ham.
Vinteren efter hørte de det jamre om Natten Klokken tolv nede i Rorboden. Og der blev først Fred, da den blev flyttet hen paa en anden Grund.
— Den samme Ære, som Østlandsbonden flere Steder kan sætte i at have den bedste Traverhest, sætter Nordlændingen, kanske vel saa hidsigt, i at eie den Baad, som seiler hurtigst.
En rigtig udmærket Baad spørges der nord i ligesaa mange Bygder som sydpaa en rigtig „glup” Traver. Begge følges de af deres særegne Romantik, der fylder Bygderne med alskens Sagn om Hurtighed og vidunderlige Kapløb.
At bygge en saadan Baad med de rette Vandlinier er en Genisag, der ikke theoretisk kan aflæres; det beror nemlig paa et særskilt Skjøn hos Baadbyggeren for hver enkelt Baad. Det gaar simple Kopier her som ellers i Livet, at de altid kun seile middels.
Hvad det har kostet Nordlændingerne endelig at udfinde denne Baadform, der nu sætter dem istand til i deres smaa Baade næsten at flyve for Vinden undaf de vældige Havsjøer, der skummer bagefter dem, og som, om de naaede Baaden, vilde begrave den under sig, — hvor mange Slægter der har lidt og stridt og tænkt og rettet paa denne Façon, saa at sige under Dødsstraf for hver Feiltagelse, — kort Nordlandsbaadens Historie fra den Slægts Dage, som først optog Kampen mod Havet deroppe og til idag — det er en glemt Saga, fuld af den jevne Arbeidsmands Storbedrift.
— En Vinteraften i Januar, lidt før Fisket be-
