Men saa sagde én af dem, der var kjendt for fremsynt, at efter det, som han saa, var det bedst, at de idag ikke videre rørte ved den Baaden; den var tungere end Mandsmagt.
Med det ene af Baadlagene, som holdt til i Rorboden, var ogsaa en kvik Gut paa fjorten Aar, der bele Tiden morede dem ved alle Slags Gabestreger og aldrig var rolig.
Han tog en svær Sten og kastede den af al Magt ind i Bagskotten af Baaden.
Ud af den fo'r saa pludseligt synlig for alle en Draug i Sjøklæder med en svær Tarrevase istedetfor Hoved. Den havde siddet baglænds og tynget Baaden og fo'r nu ud i Sjøen, saa Skumsprøiten fossede om den. Da det var sket, gik Fembøringen glat i Vandet.
Men den Fremsynte saa paa Gutten og sagde, at det skulde han ikke ha' gjort.
Gutten lo imidlertid som før og mente, at sligt noget troede han ikke paa.
Da de saa om Aftenen var komne hjem, og Folkene laa og sov inde i Rorboden, hørte de Klokken omkring tolv om Natten Gutten skrige om Hjælp.
En af dem syntes ogsaa, at han ved Skinnet af den døsige Tranlampe saa en svær Haand strække sig fra Døren indover op til Bænken, hvor Gutten laa.
Gutten var allerede under Skrig og Modstand draget hen til Døren, førend de andre sansede sig saa vidt, at de kunde slaa Tag om ham for at holde ham fra at drages ud.
Men nu opstod der midt i Døren en haard Kamp, idet Draugen trak ham i Benene, medens det hele Mandskab holdt igjen i Arme og Overkrop.
Saaledes sagedes han da i Midnatstimen under Jamren frem og tilbage i den halvaabne Dør, idet
