sig. Hvad de ser, er mangehaande Ting, og saa undslipper der dem undertiden Udraab som:
„Nu er der Ildløs i Bygningerne hos Handelsmand N. N. i . . . . vaagen” eller „Nu brænder Trondhjem”.
Undertiden ser de store Ligtog drage forbi med en Tydelighed, saa at de kan beskrive hver Mands Plads og Udseende i det, Kisten selv og Gaderne, hvorigjennem Toget passerer.
De kan da sige: „Nu begraves en stor Mand nede i Kristiania.”
Naar saa Efterretningen kommer, stemmer det altid.
Paa Sjøen kan det hænde, at en saadan Mand kan sige til Høvidsmanden, at han nok gjør rettest i en liden Stund at bøie af paa Kursen; og dette blir altid lystret; thi man er vis paa, at han da ser d e t foran Baaden, som ingen af de andre skjønner, men som kan volde Ulykke — i Regelen Draugen i sin halve Baad eller Gjenfærd.
En af Komag-Nilses mange Historier af den Slags var hændt en Kjending af ham ude paa Vinterfiske.
Veiret havde et Par Dage været rent overhændigt, men bedagede sig den tredie Dag saavidt, at et af de Baadlag, som holdt til i Rorboden, mente, at det nok maatte gaa an den Dag at faa draget Garnene. De øvrige trøstede sig derimod ikke til.
Nu er det Skik, at Baadlagene gi'r hinanden Haandsrækning til at sætte Baaden ud, og saa skulde nu ogsaa ske.
Da de kom ned til Fembøringen, som var trukket et godt Stykke paa Land, fandt de Aarer og Tofter vendt baglænds i Baaden, og det var derhos, trods alle forenede Anstrengelser, ikke muligt at faa den rykket af Pletten. De prøvede sig en, to, tre Gange uden Nytte.
