slængte det tunge Krus lige i Synet paa Draugen og rendte saa afsted af al Magt.
Udenfor var det Maaneskin paa Sneen, han hørte, hvorledes det skreg og ulede nede i Fjæren, og mærkede, at Draugene i større og større Hob forfulgte ham.
Da han kom til Kirkegaardsmuren, var de nær ved ham, og han fandt da i Nøden paa det Raad at raabe ind over den: „Hjælper mig nu alle Døde!” De Døde er nemlig Fiender af Draugene.
Da hørte han, hvorledes de reiste sig derinde, og hvorledes der blev Larm og Hyl som af et Slag. Selv forfulgtes han imidlertid ihærdigt af en „Udbaaren”, der holdt paa at tynge ham ned, netop som han fik fat i Dørklinken og frelst slap ind. Men der besvimede han midt paa Gulvet. Dagen efter — første Juledag — saa Kirkefolkene spredte rundt om paa Gravene Stykker af Ligkistebord og derimellem alskens gamle vastrukne Aarer og Baadplanker af den Slags, som synker tilbunds efter Forlis.
Det var de Haandvaaben, som de Døde og Draugene havde brugt, og man kunde af mangt skjønne, at de Døde var blevne Seirherrer.
Man fandt ogsaa nede paa Sjøboden baade Tinkruset og Løgten igjen. Tinkruset var slaaet fladt mod Draugens Pandebrask, og Løgten havde Utysket knust, da Drengen undslap.
Komag-Nils kunde ogsaa fortælle en hel Del om „Fremsynte” og deres Syner dels ind i Aandeverdenen, dels i selve Virkeligheden, hvoraf de enten føler Forudvarsler eller — som ved en Art Luftspeiling for det indre Blik — kan se, hvad der foregaar netop i Øieblikket paa de fjerneste Steder.
De kan sidde i et lystigt Lag og saa med ét blege og urolige stirre fraværende hen i Luften foran
