en Dag om Præstegaarden blot for at se et Glimt af hende.
Jeg var henved seksten Aar, da hun en Morgen, jeg kom forbi Præstegaardshaven, vinkede mig hen og rakte mig en Blomst over Muren. Hun sprang derpaa skyndsomt ind tvert over Gulerodsengene, som om hun var bange for, at nogen kunde se det.
Det var første Gang, det gik op for mig, at hun var saa smuk, og jeg tænkte længe paa hende, som hun stod der i Haven mellem Buskene med Morgensolen over sig.
TREDIE KAPITEL.
DRENGESTUEN.
Den Spøgelsestemning, der gik igjennem vort Hus, fik først rigtig Luft nede i Drengestuen, naar Drengene og Pigerne og de Færdendes af Almuen, som tog Nattelogis, om Kvælden sad ved det røde Skin fra Jernovnen og fortalte Historier om alskens Forlis og Spøgeri.
Paa Krakken i Rummet mellem Ovnen og Væggen sad den vakre, stærke Jens Dreng med sit Snedker- og Reparationsarbeide om sig; han havde det egentlig kun med at gjøre sit Arbeide og i Taushed lytte til de andre.
Ved Ovnen holdt „Komag-Nils” paa med at trane Komager eller Skindtøi — sit Navn havde han, fordi han syede Komager. Komag-Nils var en liden Fyr med en uredig, gul Lug, der laa ham ned i Panden, et Ansigt rundt som en Maane, hvori Næsen sad som en liden Knup, og, naar han lo, fik hans tyndlæbede, brede Mund med de store Kjæver
