af Træ og Bark, dels af de baadformede blaa Kraakeskjæl. Formen paa vor Stolthed, den store Jægt, — et stort, repareret Trug med én Mast og „Flagedæk”, der stadig udrustedes til „Bergensstevnet” — var jo ikke den bedste. Jeg husker endnu, hvor mangen Gang jeg sad i Kirken og tænkte mig det Eventyr, at vi eiede det herlige, fuldriggede Skib med Kanoner, som hang deroppe under Hvælvet, og hvorledes jeg, medens Præsten prækede, fantaserede op alskens Seiladser, som Carl, men især Susanne skulde undre sig saare ved at se paa. Det Skib var det eneste, jeg dengang manglede i min Lykke.
Inde i Bugten ved Faders Brygge var der i Sjøen en dyb „Marbakke”, hvor der paa Eftersommeren gik Stimer af Mort og anden Smaafisk, og der drev vi Gutter vort Fiske hver med sin Lintraad med Knapenaalsangel i Enden. Vi skar Fisken op, hang den kløvet over Hjeldstængerne, som vi havde staaende udover Marken henne ved vor egen Handelsplads, og præparerede den til Tør-fisk, medens vi lod Leveren staa hen i Smaakar og raadne, til den blev Tran. Begge Produkter stabledes saa behørig hen paa vor Sjøbod, for siden med Jægten „at gaa til Bergen”, og, det ved Gud, vi syslede, arbeidede og trællede ligesaa ivrigt og alvorligt med vort som de voksne med sit, endda vor eneste, reelle Fortjeneste kun var det Solskin, som vi fik over vore brunstegte Ansigter.
Carl var en spædbygget Gut, der for det meste i alt fulgte sin mere energiske Søster. Begge Præstebørnene havde tæt, gult Haar. Hos Susanne ringede det sig Lok i Lok, saa det næsten blinkede om Hovedet, hvergang hun bevægede sig — noget hun, som før fortalt, stadig gjorde med et Kast for at holde det borte fra Panden. Begge var de tillige meget hvide og skjære i Huden og havde dei-
