stiske Besværgelser for at overvinde Lappetrolddommen.
Under disse Indtryk paa Sindet voksede jeg op.
Præstegaarden med den hvide Taarnkirke ved Siden af laa kun et kort Stykke Vei fra os nede ved Sjøen paa den høire Side af Bugten, naar man saa udover fra vort Handelssted, som laa inderst i den. De havde der en Huslærer, vi kaldte ham altid „Studenten”.
Did gik jeg hver Dag i Skole sammen med Præstens to Børn, en opvakt Gut ved Navn Carl, der var et Aar yngre end jeg, nemlig tolv Aar, og hans med mig akkurat jævngamle Søster Susanne, et blaaøiet, viltert Barn med en Mængde gult Haar, der altid skulde skydes fra Panden, og som, naar hun kunde komme til ubemærket af Studenten, stadig gjorde alskens Ansigter og Grimacer over til os to andre for at faa os til at le.
Huslæreren var nemlig saare streng og indgjød yderlig Respekt. Den Lattertrang, som vi ved slige Leiligheder sad og pinte os med uden at turde se op paa hinanden, for at det ikke skulde komme til Udbrud, var egentlig alt andet end morsom, thi hvergang det eksploderede, bekom det os alle saare ilde, idet der som første Akt vankede Lug og Ørefigen og dernæst lange, skrevne Haranger i Karakterbøgerne om vor Opførsel.
Susanne var heri ofte rent ud ubarmhjertig. Det var nemlig kommet dertil, at hun bare med et lidet Blink i den ene Øiekrog kunde antænde den hele Febertilstand hos os, saa vi sad sprudrøde i Kinderne som Æbler, med de stive, stirrende Blikke naglede i Bogen, indtil det ikke bar længer. Især virkede hun paa mig, som hun dog vidste maatte bøde strengt derfor hjemme; thi Fader var en haard Mand, der kun altfor lidet forstod sig paa Børn. I vore Fritider legede vi saa livligt, som vistnok faa Børn har leget.
