modigt til mig som til Afsked og gik bort den samme Vei, som hun var kommen.
Da Mor kom tilbage, fortalte jeg hende, at der havde været en saa snil fremmed Dame, men hun var vist meget bedrøvet, og nu var hun gaaet.
Min Moder ― jeg husker det, som om det var i dette Øieblik ― stod en Stund stille, hvid som et Lagen og saa paa mig med en Angst i Øiet, som om vi nu skulde dø begge to, saa slog hun Armene sammen over Hovedet og faldt besvimet om.
Jeg var for bange til at skrige, men tror at erindre, at jeg, medens hun laa der livløs henstrakt i Græsset ovenfor Bænken, kastede mig over hende og raabte: „Mor!”
Lidt efter var jeg kommen springende hen til Far, der stod i Skjorteærmer henne paa Engen og slog Hø blandt de andre, og havde hulkende sagt, at nu var Moder død.
Fra den Stund var min Moder sindsforvirret.
Hun maatte i mange Aar stadig vogtes paa sit eget Værelse, og min Fader havde vist mangen en tung Time.
Siden bragtes hun til et Sindssygeasyl i Trondhjem, hvor hun to Aar efter døde uden et Øieblik at være kommen til Besindelse.
Den, som i den Tid tog sig af mig, var gamle Anne Kvæn, et koparret, mandfolkagtigt Kvindfolk, med smaa brune Øine, stridt, staalgraat Haar og næsten hekseagtigt markerede Træk samt som oftest en kort, sort Kridtpibe i Munden.
Hun havde været min Moders Barnepige og hang ved hende med hele sin Sjæl. Da min Moder blev sindssvag, forlangte hun ivrigt at „være Vagt” paa Blaasalen; men dette maatte opgives, da det viste sig, at netop hendes Nærværelse mest ophidsede den syges Sind. Min Moder taalte heller ikke at se Fader, og mig turde de slet ikke vise hende.
