lig paa, hvad han troede, var sin Ret. Man frygtede ham og vilde nødig være hans Uven.
Af hvad man oplever før sit ottende Aar, har man gjerne kun en glimtvis Erindring, men disse Glimt staar til Gjengjæld for hele Livet.
Og af min stakkels ulykkelige Moder bærer jeg i min Sjæl et saadant Billede. Jeg kjender hende deraf bedre end af alt, hvad jeg siden fik høre om hende, og hvorefter hun blandt andet skal have havt lyst Haar og blaa, blide Øine, været brystsvag og bleg, af Figur temmelig høi. Hun skal tillige have været meget stille og meget trist af sig.
Hun var Erlandsens eneste Datter og blev gift med min Fader, endnu medens han stod som underordnet i hans Tjeneste, og det hed, at det var gamle Erlandsen, som fik istandbragt denne Forbindelse, da han derved troede bedst at sikre hendes Fremtid.
Det var en varm Sommerdag. Slaattefolkene stod i Skjorteærmerne og slog med Langljaa ude paa Engen. Jeg fulgte med min Moder, som gik strikkende forbi dem.
Ovenfor Gjærdet laa en halvnøgen Klippehaug, bag hvilken min Mor havde en Bænk. Ovenfor den i en Stenrøs voksede der Bringebærbusker, og ved Siden af stod endel Smaabirke.
Medens jeg kravlede om imellem Stenene og lod mig Bringebærene smage, raabte Far paa min Mor.
Da hun var gaaet bort, kom der fra den anden Side hen til mig en høi, bleg Dame, som saa ældre ud end Mor, sort klædt, med en opstaaende hvid, pibet Halskrave. Hun saa saa venlig paa mig og rakte ligesom henimod mig en vild Tjørnerose, som hun havde i Haanden.
Jeg var slet ikke bange, det var heller ikke, som om hun var fremmed. Hun nikkede dernæst ve-
