i Fantasiens Forstørrelse fortonede sig opover til os, som om der for hvert gik en mægtig rungende Klokke i Luften. ―
Naar jeg sammenligner det, som jeg i Nordland forestillede mig ved alt dette, med den „for vore smaa Forhold vistnok respektable Virkelighed”, hvori jeg nu lever og færdes, saa er det, som et Korthus af Illusioner, høit som Snehætten, falder sammen over mig.
Jeg har altsaa, indtil jeg blev nogle og tyve Aar gammel, levet kun i et nordlandsk Eventyr og er nu først egentlig født frem til den virkelige Verden; jeg har været bjergtagen i min egen Fantasi.
Fortalte jeg nogen alt dette, vilde han ― og jo
fornuftigere Manden var, desto mere sikkert vilde
det ske ― visselig finde ud, at min udmærkede
Examen artium nok maa have gaaet til ved en
aabenbar Feiltagelse. Kommer det imidlertid an
paa theoretisk Raisonnement og Kundskab, saa har
jeg Gudskelov ligesaa
gode Evner som de fleste.
Jeg veed ogsaa, at jeg deri har det Par elastiske Aarer, hvormed jeg saa langt, jeg tiltrænger det, skal kunne ro min Baad gjennem det praktiske Liv uden at støde an.
Lasten, som jeg har i Baaden, saa tung, saa tung, og til sine Tider igjen saa livsalig deilig, faar ingen se.
Jeg føler en dyb Trang til at græde ud mit hele nordlandske Eventyr og vilde gjøre det, hvis jeg bare kunde græde Livet ud med det samme. Men hvorfor ønske at miste alt det deilige, hele Illusionen, naar jeg saa alligevel til min Dødsstund maa bære paa det tunge, som den har lagt paa mig!
Min lettende Graad skal være i stille Timer at male mine Livserindringer fra dette mit Hjem, som saa faa hernede forstaar.
