vældende Scener, der knuger Sjælen ned i ensom Lysforladthed, og i de stærke og pludselige Indtryk, der saavel i den mørke som i den lyse Tid altfor voldsomt griber i Gemyttets inderste, fine Strænge. Jeg har tænkt over disse Ting som knap nogen anden, tænkt, medens jeg selv har lidt ved dem, og jeg forstaar, skjønt jeg, naar det kommer ind paa min egen Person, igjen aldeles ikke forstaar det hvorfor „second sight”, „det andet Syn”, „Fremsynethed”, som det heder i Nordland, dersteds ligesom paa Shetlands- og Ørkenøerne kan opkomme og nedarves i Familien. Jeg forstaar, at det er en Sjælesot, som ingen Kur, ingen Forstand eller Refleksion kan kurere.
Man er født med et tredie Vindu i sin Sjæls Hus foruden de to sunde Øine, et Vindu, der vender ud til en Verden, som andre kun aner, men som én selv er fordømt til, naar Dragningen kommer, at maatte gaa hen og se ud af: det lader sig ikke tilstoppe med Bøger eller af nogen forstandig Refleksion, ikke gjenmure selv her midt i den „oplyste Hovedstad”, høist kun formørke en Stund med Glemselens Gardin.
Ak, naar jeg erindrer mig, hvordan jeg derhjemme i Nordland gik og forestillede mig Kongens Slot i Kristiania, med Tinder og Taarn vældigt ragende over Staden, og Kongens Mænd som en gylden Strøm fra Borggaarden helt op til Tronsalen, eller Akershus Fæstning, naar Kanonerne tordnende meldte Kongens Ankomst, medens Luften som en Storm var opfyldt med Krigsmusik og mægtig kongelig Befaling. – Naar jeg tænker mig, hvorledes jeg forestillede mig „Lysets høie Hal”, Universitetet, som et stort, hvidt Kridtbjerg, altid med Solskin i Ruderne, eller hvordan jeg udmalte mig Storthingssalen og de Mænd, som færdedes der, og hvis Navne
