fandt et gammelt Mærke i hans Bibel. Det var det andet Kapitel, hvori baade Bruden og Brudgommen taler, og som begynder saa:
„Jeg er en Rose i Saron, en Lilje i Dalene” og ender med: „Indtil Dagen bliver luftig og Skyggerne fly bort, gak omkring, bliv lig en Raa, min Kjæreste; eller som en ung Hind paa Bethers Bjerge.”
Han havde bedet hende læse det to Gange, men under Læsningen var han stille sovet hen.
Og der laa han deilig i Døden, med et stille Smil, som hilsede han nu en saadan Lund hinsides i Bethers Bjerge.
Den næste Sommer stod der et Trækors og en blomstrende vild Hyben paa en Grav ude paa Byens Kirkegaard.
Der hviler min Ven David Holst.
Til min Vens Livshistorie fandt jeg henlagt som Begyndelse et Afsnit, hvoraf en Del synes at være tilsat i en modnere Alder. Det viser, med hvilke stærke Traade han har været naturbundet til sit Hjem, og med hvilken Kjærlighed han har hængt ved det.
