Min Vens Spaadom om sig selv viste sig desværre at være altfor sand. Skjønt hans Humør stadig blev lysere, undertiden endog saa han fik et Skjær af Livsglæde, gik hans Sygdom dog altid den modsatte Vei til det værre.
En Dag fandt jeg ham fra sin Seng — hvor han nu for det meste tilbragte hele Dagen — meget interesseret ligge og betragte, hvorledes min lille Anton havde gjort „Dampbaad” af hans gamle Violinkasse, hvis Laag var borte, og hvormed han nu paa Gulvet anløb alskens fremmede Havne. Da jeg kom hen til Sengen, sagde han smilende, at han havde været hjemme i Nordland og legt i Fjæren igjen.
Min Hustru var nu mere og mere bleven hans Sygepleierske. Hun var hos ham et Par Gange om Dagen, og sad ved Siden af hans Seng. Han holdt hende da gjerne i Haanden, eller ogsaa bad han hende læse noget for sig af hans gamle Bibel. De Themaer, han opsøgte, var helst de, hvori det gamle Testamente taler om Kjærlighed mellem Elskende. Især dvælede han ved Historien om Jakob og Rachel.
Min Hustru, der nu havde faaet ham inderlig kjær, betroede mig en Dag, at hun nok troede at vide, hvoraf min Ven led; det var visselig intet andet end ulykkelig Kjærlighed.
Saa rørende skjøn, som han laa der henimod Døden, havde hun aldrig tænkt sig, at et Menneske kunde blive.
Naar han laa stille og smilte, var det, som om han tænkte paa et Stevnemøde, hvortil han skulde, saasnart han var færdig med os her paa Jorden.
En Aften bad han min Hustru sidde hos sig.
Klokken ni fik jeg Bud; men da jeg kom did op, var han ikke mere.
Han havde bedet min Hustru læse for første Gang et Stykke af Høisangen for sig der, hvor hun
