at komme igjen og ordinere ham det fornødne. Paa Almueskolen skulde han, hørte jeg, først læse den Dag Klokken elleve — til den Tid lovede han mig, ikke at gaa ud.
— Da jeg kom hjem, fandt jeg min Hustru i stor Angst for mig.
Hun kunde ikke begribe, at en fornuftig Mand og dertil en Doktor, som gav andre saa forsigtige Raad, kunde fare om mere end nødvendigt i et saadant Himmelveir; og jeg havde jo været ude i det hele Tiden, næsten siden Middag.
Hertil var nu intet at sige, og jeg overtænkte kun, medens hun talte, hvorledes jeg bedst skulde vinde hendes Stemning for den Sag, der nu laa mig paa Hjertet.
Min Hustru havde ikke Spor af Kjendskab til min dødssyge Ven, og hun kunde kanske endog, om jeg kjendte hende ret, falde paa at blive stødt, naar jeg fortalte hende, at han paa en Maade havde eiet min Ungdoms Kjærlighed før hun.
Det gik virkelig ogsaa, som jeg forudsaa. Det var først efter en noget betænkelig lang Pause, at hun med ét kom hen og sagde, at min bedste Ven naturligvis ogsaa skulde være hende inderlig kjær.
Og fra det Øieblik af kunde heller ingen være ivrigere end hun.
I hvad hun tager sig for, saa gjør hun det nemlig altid tilgavns, og hun opgjorde endnu samme Aften, hvordan Sagen skulde arrangeres.
Klokken ti den næste Formiddag var jeg med min Hustru oppe hos min Ven og forestillede hende for ham med de Ord, at hun ønskede sig betragtet som en ligesaa gammel Veninde af ham, som jeg var Ven.
Jeg fortalte ham, saa trøstig jeg kunde, — men da jeg sagde det, saa min Hustru bort, — at hans Sygdom absolut forlangte, at han holdt sig inde
